Who am I?

Der er gået rent eksistentialisme i den chez Le Git i dag. Sidder med en kop te og kigger ud af vinduet og filosoferer lidt over et af livets store spørgsmål: hvem er jeg? Jeg prøver virkeligt at connecte med mine følelser, grave dybt i min sjæl, ransage min hjerne for at få et svar. Men der er jo ikke noget svar, for jeg er tilsynladende flere personer all at once. Nu skal I høre, hvad der startede dette filosofi-trip i min hjerne. 

For en måned siden kom min landlord på visit for at hente husleje. Jeg var i bad, da han kom, så han ventede (vist af høflighed) et par minutter før han kom op til min dør og bankede på. Jeg stod og føntørrede mit hår, da jeg uden for min dør hørte en spæd inderstemme sige "Greta, Greta are you ready to pay the rent?". "That's odd", tænkte jeg et splitsekund, "her bor da ingen, der hedder Greta", og så gik det op for mig, at det var mig, der var Greta, og jeg løb hen til døren, åbnede den storsmilende og sagde" Hiii Navin, yes I have the rent right here". Jeg nævnte ikke så meget som en gang, at mit navn rent faktisk er Gitte, og hvis han skulle kalde mig noget andet end det, måtte det meget gerne være Le Git eller Stanka. "Well", tænker du nok, "det kan da være skideligemeget, hvad landlorden kalder dig, du ser ham jo kun en gang om måneden". "Ja", vil jeg svare til det, "det er meget sandt, men nu skal du bare høre, why I care". Landlorden Navin hængte nemlig for et par uger siden en seddel op med utilitiesbeløb vi hver især i huset skulle betale. Og han havde skrevet Greta. "Ålerejer, big deal", tænker du. "Jaaaaa! Big deal, svarer jeg", for nu er mine roomies (som nærmest er umulige at få i snak, ligemeget hvor meget energi jeg bruger på at stalke dem med spørgsmål) også begyndt at kalde mig Greta (når de en sjælden gang imellem tager sig tid til at snakke med den her Dane). Så jeg er altså Greta nu. Bum bum. Det er ikke første gang, jeg er havnet i den situation. Da jeg arbejdede i kiosken i Føtex var der også en pige, som konsekvent kaldte mig Rikke. Hele tiden Rikke. "Rikke - hvad er prisen på en pakke gule Kings?" "32,50", ville jeg svare. "Rikke - fortæl mig lidt om dig selv, hvad studerer du". "Jo, nu skal du høre, jeg studerer religionsvidenskab, har en kæreste, der hedder Martin og jeg bor i Ø-gaderne blablabla", svarede jeg. Det' sgu da ikke normalt. Det normale ville da være at sige: "Hey søsterløgsovs, jeg hedder altså Gitte, hvilket ikke er raketvidenskab at regne ud eftersom alle andre her i Føtex kalder mig det OG det står på mit navneskilt"...men det sagde jeg bare aldrig. Blev sgu for flov og som tiden gik blev det bare mere og mere flovt (for mig?!?), at jeg ikke dengang i tidernes morges havde sagt "æhhh, ikke Rikke - GITTE". Men det gjorde jeg ikke. HELDIGVIS stoppede Rikke-døberen efter kort tid. Så kunne jeg gå tilbage til bare at være Gitte. 

Men det er jo ikke så nemt, når alle man bor med kalder en Greta. Hvad gør man så? Flytter? Hænger et skilt på døren hvor der står "Here lives GITTE not GRETA"? Dunno. Er der nogen der vil give mig et svar. Hvad gør man, når man er ikke er sig selv?

Her er beviset på min nye identitet:

Nå men indtil jeg får knækket den nød, kan I bare kalde mig Greta. Eller...kald mig, hvad I har lyst til - jeg lystrer tilsyneladende alt.

Liva Biva Kvatte Vatte Viva, Kvatte Vatte Vekop Tekop Tiva.

[Tak kære Kölva for at have lært mig Kvatte Vatte-rimet, for så kunne jeg nemlig lave den ovenstående fede overskrift]. Den meget kvikke læser kan måske gennemskue, at overskriften skyldes AT JEG ER BLEVET MOSTER TIL DEN SMUKKESTE LILLE LIVA-PIGE MED DE FLOTTESTE KINDER, JEG NOGENSINDE HAR SET! Liva kom til verden i går eftermiddags og har det super godt - det samme har hendes mødre. Det første hun gjorde var at skide på Rosa, så tog hun en lur og to timer efter sin fødsel var hun i fuld gang med at spise! Yes, hun er en ægte Baungaard! 

Nå, men jeg har tænkt og tænkt over, hvordan jeg kunne fejre hende her på bloggen på en spektakulær måde...men er ikke kommet på noget rigtig godt. Men fejret af Le Git er hun dog allerede blevet - sad nemlig oppe hele natten i går og lavede en meget særlig gave til hende, som er blevet shippet afsted til DK i dag. Hmm, når nu jeg ikke kunne finde på en spektakulær måde at fejre hende på, så har jeg besluttet mig for det næste bedste: at fejre hende på en lidt upassende måde med denne sang og video med Die Antwoord (dem, der også har lavet den super seje Enter The Ninja):

Hej hej til Liva, hvis du en dag om 10 år surfer rundt på nettet og støder på det her indlæg. Og hej hej til dine mødre og Kæmpe Tillykke med jeres bette trold. Så lad gå: hej hej til alle jer andre. Le Git spreder da love med et hej hej.

God eftermiddag fra Ze Zwillight Zone.

Jeg sværger. De følgende billeder er taget helt uden hensyn til, at der skulle fortælles en historie i forbindelse med dem. Det er faktisk tilfældet med 99,99% af billederne her på gitting..., at de er taget, fordi der var noget herre hylt, spændende, uinteressant at fotografere. Det ender bare altid med (ganske ufrivilligt that is), at der er en KANON historie, der kan knyttes til dem. Lad os tage de følgende billeder som eksempel. Det var i fredags. Vi var skuffede over ikke at være blevet lukket ind på Heaven. Tror måske Maria ville "lighten the mood", så hun foreslog at vi tog nogle billeder af de ikoniske røde telefonbokse, for dem havde vi da vist ikke fået fotograferet endnu. Ja altså, det gi'r vel sig selv, at Le Git var med på den idé - sjov&ballade - fun&games. Da jeg ser billederne igennem i går slår det mig så, at der jo fortælles en meget smuk historie via de tre billeder herunder: En historie om de overraskelser, glæder, sorger og udfordringer, vi alle som mennesker konfronteres og forlystes med i løbet af vor korte tid på jord. Jeg vil lade billederne tale for sig selv...blot understøttet af mine kommentarer som en hjælp til de, der ikke var så gode til billedeanalyse i gym.

"Hey! En ikonisk-rød-London-telefonboks. Lad mig lige se, hvad sådan en kan", siger Maria [bemærk her, at boksen er tom. Bemærk også, at Maria ÅBNER døren]. "Der kan åbnes ind til den, når man hiver i døråbneren", tænker Maria alt imens hun åbner døren.

Le Git er inde i boksen. Hun kigger op mod nattehimlen, mens hun tænker: "hvor er det bare spændende at stå i denne ikoniske-røde-London-telefon-boks sådan en fredag aften og blive fotograferet" [bemærk venligst, at Maria ikke længere er at se. Bemærk også at døren nu er lukket. Hvor er Maria?]

"Shit. Lad mig komme ud af denne ikoniske-røde-London-telefonboks i en hedehulehelvedsfart, men lad mig for Guds skyld se lidt chik ud imens. Nå det kunne ikke lade sig gøre. Nå men så lad mig have psykoøjne istedet for", fornemmes det at Le Git tænker [bemærk, at Maria stadigt ikke er se - var det Maria, der skræmte Le Git ud af boksen? Er det Le Git selv, der er tosset i låget? Er du skræmt fra vid og sans nu?

Analysér af sted min ven!

Heaven. Must be missing four angels. Missing four angels now...

Robyn var najs. Vi havde en dejlig aften i Robyns selskab. 

Er helt ekset med Robyns s dance moves - gid jeg kunne bevæge mig sådan. Skal lige siges, at jeg så absolut forsøgte at give lidt Robyn-Sass&Jazz, men det var som om, at mine naboer ikke kunne li' det - det regnede jeg ud, da en af dem hældte en øl ned i min taske. Så skal jeg lige love for, der blevet skruet ned for Le-Git-wannabe-Robyn-charmen...selvom det var svært, for er jo ikke til at styre på ti tønder land. Det er Robyn vist heller ikke. 

Jeg kan godt li' at sige RÅ BYN.

Bagefter skulle vi jo på HEAVEN. Vi stod da også i kø for at komme ind. I lang tid. Og Kalle havde skiftet tøj, så han var kommet i sin dansetrøje. Det kunne han godt have sparet sig, for der var kun adgang for members. "Nå", sagde Kalle. "Vil det sige, vi ikke kan komme ind", spurgte Kalle dørmanden. "I kan bare vente til der ikke kommer flere members", sagde dørmanden. "Hvor mange members are there?", spurgte Kalle. "18.000", sagde dørmanden. "Jeg skriver en klagemail", sagde Kalle. "Skal vi så tage endnu en burger på McD?", spurgte Le Git.

Svaret var:

Nu var det Maria, der ikke var til at styre på ti tønder land. Hun strøøøg lige hen i O'et. ØV, jeg ville mega-gerne have haft O'et. Totalt taber-agtigt at kigge ud gennem N'et. "Bahhh jeg lader lige som om, at N er lavet til at kigge ud igennem. Bahhhh". Stupid Le Git making an ass of herself.

OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!OBS!

LE GIT HAR FAKTISK EN (ART) MORAL. SE NEDENSTÅENDE.

Jeg har debatteret en del med mig selv, om jeg kunne tillade mig at vise det følgende billede, men er kommet frem til, at jeg godt kan forsvare at vise det. Det er taget i torsdags, da vi stod og ventede på at komme ind til Graham Norton Show. Damen på billedet nedenfor havde en yderst mærkværdig opførelse, som dog viste sig  var et forsøg på at blive "opdaget" som model, skuespiller, luna***, I don't know. 

Siden hun gerne vil være stjerne og er villig til at gøre ret særprægede ting for at blive det, er jeg næsten 100 på, hun ikke har det mindste imod at komme en hel del tættere på drømmen ved at blive eksponeret her på Le Git.

AHHHH SATANS MORAL. KUNNE IKKE FÅ MIG SELV TIL AT VISE BILLEDET AF HENDE ALLIGEVEL. MEN VIL GØRE MIT BEDSTE TIL AT FANGE ESSENSEN AF HENDE VED HJÆLP AF DET SKREVNE ORD.

Da vi stod i køen, gik der ikke lang tid før end vi alle fire havde fået øje på den omtalte dame, lad os kalde hende Ursula. Ursula var iklædt en forvasket hvid kjole, bare ben, sorte stilletter (ca. 12 cm høje) og en lille jakke. Det var et noget skimpy outfit til en sådan råkold dag i London, men det var nu ikke det, der gjorde hende så spændende at betragte. Ejjj. Det var hendes hår og opførelse. Hun havde laaaangt tørt hår, men havde barberet den forreste del af, således hendes pande synedes MEGET lang. Hun havde to tasker med. Den ene var fyldt med proviant. Det ene øjeblik "drak" hun cola, dvs. hældte cola i munden for derefter at spytte det arrigt ud på asfalten. Det næste øjeblik hev hun en appelsin op og begyndt at pille den og kastede demonstrativt skrællerne fra sig. Så fiskede hun lige en toiletpapirsrulle op af tasken og pruste snot ud i det. Så var det Mirindas tur til at blive spyttet ud af munden. Alt imens hun gjorde dette klaprede hendes tænder af kulde, for hun var jo nærmest nøgen. Da vi kom ind i studiet fandt hun en masse makeup frem fra tasken og så fik ansigtet ellers den store tur med rouge en masse. Efter 20 minutters non-stop make up pålægning standsede hun. Fandt sine solbriller frem af tasken. Tog dem på...og fortsatte med at putte make up på. 

Desværre blev hun ikke opdaget - hverken som model, skuespiller (men en lille smule som luna***). Er bange for, at der går en rum tid før Ursula slår igennem som stjerne..sådan for real. Vil dog sige, at hun hos Le Git fra nu af og til evig tid vil være en stjerne - en skør og frysende en af slagsen.

Go' nat.

Tilføjet efter udgivelse: Martin siger: "Sikke syge øjne, der er fotograferet". Og ja, jeg må give ham ret. De er ret så syge de øjne.

Et lille stykke af himlen.

Hvis jeg helt selv kunne vælge, så ville jeg gerne prøve at være Missy Elliott. Bare for en dag...eller et år måske. Så sej. Så lame tekster. Så OTT. Gotta love it. Kan I ikke se Le Git give den gas i giga tracksuit og bling bling? Det kan jeg ihvertfald. Sagtens.

Skal btw. til Robyn koncert i aften og så på Heaven. Blir fed.

MAR/GIT VOL. 3.

"Juhuuu! Mere Margit", tænker du sikkert. Og ja, kære barn, det er ganske vist: endnu en omgang MARGIT DOES LONDON er nu klar til at blive læst og oplevet af dig. Enjoy!

Margit elsker jo dyr. Den ene halvdel af truppen gør ihvertfald. Du ved den næstekærlige og smukke del af truppen. Den anden halvdel bruger det meste af sit liv på at sige ting som "tøhø tøhø, sæt dig lige på hug ved fisken...så kan jeg nappe et billede af to strandede hvaler. Tøhø tøhø".

If only eyes could kill...

Margit så en hest med rytter komme til live.

Og en due midt på et bord. Igen var det kun den ene halvdel af Margit, der rigtigt værdsatte det smukke ved dyret. Og det sjove ved dyret. Kan afsløre, at den ene halvdel af Margit syntes det var ret morsomt, at den her due sad lige midt på bordet...og sov. Kan også afsløre at den halvdel stadigt synes, det er ret sjovt. Hehe.

Ok børn, så er det slut med Margit for denne gang. So long sailors.

Aaah. Ah. Helt slut er det alligevel ikke, for vil bare lige sige, at hvis der er en eller anden klogeåge, der begynder på den der: "Ahem ahem, rent faktisk er hvalen ikke en fisk, men rent faktisk et pattedyr, ahem ahem. Det må man ikke tage fejl af. Ahem", så vil jeg allerede nu have lov at svare: "Luk tærtehullet fister!". Det var bare det. Skal nok snart begynde at tale pænt igen. Også til alle de fiktive personer og klogeåger, jeg opdigter.

MAR/GIT VOL. 2.

Margit spiste skam også en hel del i den forgangne uge. Og drak også en sjat. Kan desuden fortælle, at der blev sendt nogle hede blikke i retning af Margit - det var nogle brune øjne, der sendte dem. De brune øjne arbejde på Masala Zone, hvor der blev der serveret en rigtig dejlig og rimelig billig omgang indisk.

Dejlige var de mojitos, som du ser Margit drikke på billede to, ikke. Der blev ellers lokket godt fra Elks side med Mojito Thursdays og jeg skal komme efter dig. Bad Mojito. Smagte af tysker rom med is og af intet andet. Øvsa. Men så var det godt, at Margit fredag morgen kunne nyde en dejlig English Breakfast muslim style hos Mosa. Rigtig fjettet var den - ligesom Margit kan li' det. Margit proppede sig faktisk med en del fedtede sager, så lørdag morgen skulle der lige modvejes lidt. Det blev til rødbede/ingefærsjuice, gulerods-shake, (full English), og en gedeostsalat hos Moosh. Meget lækkert omend måske lidt vel drastisk at kaste sig over grøntsags-smoothies efter nogle enkelte dage i Fjetteland, men gyldne middelveje har aldrig været Margits stærke side. Det er all or nothing. Ihvertfald af og til.

Her er der lidt billeder af Margit med mere, som du kan nyde. Vi slutter forresten, hvor vi startede - ikke langt fra de brune øjne hos Masala Zone.

Er du i humør til mere Margit? (Det er naturligvis et retorisk spørgsmål - vi ved jo begge to godt, at Le Git gør som det passer hende her på bloggen, så hvis Le Git er i humør til mere Margit, 'amen så kommer der mere Margit). Men ku' nu alligevel være fedt med et svar. Bare et lille pip. Pip pip).

MAR/GIT VOL. 1.

Tænkte du nok gerne ville se lidt mere til, hvad Martin og jeg hyggede med i den forgangne uge. Jeg præsenterer derfor "MAR/GIT DOES LONDON VOL. 1"

Margit besøgte Naturhistorisk Museum...

Mærkelige dyr de har på Naturhistorisk.



Margit gik over en bro. Men stod også stille på broen.

Hat.

Margit hyggede med en magnet...

Gittingcity in the making. Hov. Hvad skuer mit øje? "Gitte" efterfulgt af et hjerte. Må stensikkert være en beundrer. En der ælsker Le Git mere end Le Git gør. Er det muligt spørger du? Nej, det er det faktisk ikke. Puzzled? Ja, det kan jeg godt forstå. Velkommen til Le Gits mind games. Uhhh.



Der kommer stensikkert og højst sandsynligt eventuelt en opfølgning til MAR/GIT DOES LONDON VOL. 1. Leger stadigt lidt med mulige titler. Vender tilbage, når jeg har noget lækkert. Ses.

Kommer der ikke snart en baby til mig...ahh okay så til Rosa & Mette?

Der er gået helt baby i den inde i mit hoved de sidste par dage. Baby Ba By Babs. Om natten drømmer jeg, at det er mig, der venter en bette pige. SHIT. Jeg vågner badet i sved ved tanken om alt det alkohol den stakkels unge har svømmet rundt i inde i min mave. Den drøm afløses da "heldigvis" tiltider af en anden drøm samt brat opvågnen - nemlig, når jeg vågner i chok over, at det ikke er mig der kom på idéen til paraplyhatten. ØV(ish). Altså, du ved godt den der paraply, man tager på hovedet, som var det en hat...yes exactlemontay DEN hat. Ikke nok med det. Nixen. Jeg ser babyer, når jeg går rundt i London og gudhjælpemig om der på Natural History Museum ikke også gemte sig en stor (og lidt uhyggelig en af slagsen), da jeg drejede om hjørnet inde i  "From Sperm to Life"-sektionen.

MUHAHAHAAAA!

Nå men ved jo godt, babyerne ikke lige pludseligt er begyndt at invadere mit liv uden grund. Kan jo lissom godt lige psykoanalysere mig selv. Det hele bunder jo i, at jeg går og glæder mig til Mette og Rosas bette Liva kommer til verden. Og hun er fra i dag af for sent på den. Hvilket naturligvis er ålerejer. Ingen sure miner fra London - blot en kærlig opfordring til min søde niece om snart at komme ud, så hendes forældre og alle vi andre endeligt kan få lov at møde hende (og jeg kan slippe for graviditetsdrømmene og udelukkende koncentrere mig om de mere trygge paraplyhattedrømme). Påforhåndtak.

Og så lige lige fyi og lidt off topic - kunne det ikke være mega hyl, hvis vi var sådan nogle cortex-mennesker, som dem her. Ahahaha. Ha. Hvis forholdet mellem cortex og kropsdele i virkeligheden var som illustreret, så ville verden jo ene og alene bestå af Thomas Eje look-a-likes. Se det ville være noget.

ET MEGET VIGTIGT BLOGINDLÆG!

Jeg bryder stilheden med denne meget vigtige information: du kan simpelthen få så meget herrelækker creme til dine pommes, din lasagne, din sunday roast osv. osv., når du på restauration i det her land.

Martin har været på besøg siden i onsdags, og det er også ham, der har arrangeret denne symfoni af lækre cremer og saucer og sovs.

Jeg satser på at bryde den knugende tavshed lidt mere i løbet af de næste par dage, sååååå stayyyy tuuuuned.

Ps.: Le Git er en hund efter Tartare Sovs.

Tyvstjålet...

er denne video. Så den på http://s-u-s.dk/ og har gået og hygget mig lidt med den, og så var det jeg kom i tanke om, at når man er så heldig at ha' en blog, så skal man da huske at dele sådan nogle hyggelige ting, med alle ens rare bloglæsere. Ergo voila:

Scandi Show.

 Så er Scandinavia Show ovre (aka Scandi Show, som er den raffi forkortelse), og det var faktisk hyggeligt at chatte en masse engelske potentielle Danmarks-turister op. Det ku' Le Git godt li'. Måske mest, fordi jeg mødte en masse søde og sjove mennesker og fik en helt speciel ven...

VisitDenmarks stand. Bemærk venligst de grønne plastic-donuts - det er en helt speciel oplevelse at få lov at trille dem rundt i London.

Min gode Vikingeven, hvis vikingnavn jeg slet slet ikke kan huske, selvom vi blev ret intime. Fik et par dejlige vikingekram i løbet af mine dage i Olympia, og da vi skulle sige farvel for et par timer siden hev han mig ind til sig mens hans sagde"Come here Trouble" løftede mig i sine arme (manden er 1.65m - jeg 1.85m, bare sådan fyi) og svingede mig rundt, hvorefter han gav mig et stort saftigt vikingekys på kinden med sin næsten tandløse vikingemund. SKØN AFSLUTNING. HAPSELAPS.

Til allerallersidst var det blot Kathrine, Helene og jeg tilbage fra VisitDenmark. Vi endte med at vente i meget lang tid på vores van, der skulle hente de grønne donuts. Helene er en handlekraftig ung dame, så vi havde knap nok konstateret, at vi nok skulle vente lidt tid på bilen, før end hun var smuttet i Tesco efter øl og chips. Niiice. Så sad vi og hyggede med det i solen, mens vi betragtede alle de andre messedeltagere kæmpe med at få deres sager læsset i bilen. Råbte naturligvis "SKÅÅÅL" engang imellem, så de ikke helt mistede modet...og ja, vi grinte da også højlydt, hver gang de tabte værdifulde og skrøbelige ting på jorden. Yes, alt det hårde arbejde, vi og vores kollegaer havde lagt i at sælge Danmark blev muligvis ødelagt en smule der...Ay OK who am I kidding. De elskede os sgu - også da vi blev berusede og ubehøvlede:-).

Gæs & Git.

I London spiser gæssene kastanjer. Meget posh gæs vi har. Ja Dak. Smager sikkert herre nice, når de er blevet fedet op med sådan en omgang nødder. Nå, men tænkte, du nok ikke ville tro på mig, hvis jeg ikke havde en eller anden form for dokumentation (har jo her på bloggen før haft en lidt lemfældig omgang med det der sandhed), så i går lå jeg på lur i en busk i Hyde Park for at fange dette unikke fænomen. Jeg var så heldig liiige at klikke på tagebilledeknappen, da gåsen heeelt til venstre i billedet nappede sig en kastanje. De tager dem altså også selv ud af de der pigge-skjold, der er rundt om sådan nogle kastanjer. Egentligt en ganske resourcestærkt dyr sådan en gås.

Er det her overhovedet gæs?

Den falske aubergine.

 Torsdag aften var Line, Asker, Tina og jeg på Jack The Ripper Tour/Walk og det betød, at de tre førstenævnte lige skulle stille op til et billede, der illustrerede, at det her altså var skide uuuhyyyggeligt.

Dygtige praktikanter. Meget uhyggelige at se på og lugt' til [tak for den Martin, du har sgu også lært mig alt, hvad der er noget værd på denne jord].

Jeg kan sagtens anbefale en sådan gåtur - altså det var ikke uhyggeligt, men vores guide/fortæller, var rigtig dygtig...og ja, vi havde da også nået at få et par pints inden for vesten, så vi var måske også et godt publikum...men tror nu ikke kun det var den milde buzz, der gjorde det til en ret (u)hyggelig og spændende gåtur. Jeg vil helt klart på flere af de der London Walks. Vil du med?

Efter gåturen ville vi egentligt på det, man mener, var good old Jack's stamværtshus, men der var for crowdet, så vi havnede på Princess Alice (???) - et dejlig sted med Rock og Rul i højtalerne og så også en for mig helt ny og spændende cider...eller troede ihvertfald den var spændende...

Jordbær/aubergine:-) cider aka jordbær/pære cider:-(

Ud fra mærkatet fik jeg den opfattelse, at jeg sad og nød en jordbær/aubergine cider - aaahhh, det var altså lyv. For da jeg fyldte lidt mere af det, jeg troede var jordbær/aubergine cider i glasset, blev auberginen grøn (eller dvs. jeg kunne se flaskens grønne farve) og så ramte skuffelsen mig ellers. HÅRDT. Øv en jordbær/pære cider. Knapt så lækkert. Knap så eksotisk. Bortset fra denne mindre (læs: GIGA) skuffelse, hyggede vi os nu godt.

Nu skal jeg snart på show. Så skal lige have mit game face on, så jeg er klar til at jagte nogle potentielle Danmarks-turister rundt i Olympia, mens jeg febrilsk vil råbe "Visit Denmark, Visit Denmark, Pleeeeaase Visit Denmaaark". So long - ses til en London Walk, ik'?

Min skygge og jeg...

...gik en dejlig laaaang tur sammen i onsdags. Solen skinnede og luften var crisp, så min skygge insisterede på, at vi skulle en tur ud i naturen. Så det kom vi.



Skyggen var helt naturtosset, så den styrtede ud på græsset, som en ko, der bliver lukket ud af stalden på den første forårsdag - i fuld spilop og højt humør.

Skyggen var i sin iver ved at komme i karambolage med en masse andre naturtossede skygger, der tilsyneladende også havde benyttet sig af muligheden for at komme ud under den lavtstående sol. Ergo, jeg måtte lige tage affære og få den sat på plads...

Sådan en behandling gad min skygge åbenbart ikke at finde sig i, så da vi nåede Marble Arch skred den. Så var jeg alene. Eller det vil sige, havde jo duefodrerdamen. Yey. Hej hej ensom Le Git i London.

 

Ej bare rolig derhjemme i DK. Er ikke ensom. Fandt mig nogle gode venner på den Jack The Ripper Tour, jeg var på i går aftes. Mere om dem og den i morgen(ish) (Det er vist blevet fredag, så egentligt idag, men nu skriver jeg altså imorgen, for det har jeg lyst til). Imorgen er jo (bare sådan en passant) også dagen før dagen (altså dagen før Scandinavian Days, hvor jeg skal hænge ud hele weekenden og gøre mit bedste for at sælge Danmark. Wut Wut - bli'r fed). Øøøømmmm, så burde ligge i opladeren hele aftenen (=min sengslashspisestueslashkontor), men er måske blevet lokket i fordærv...DA DA DA DAAAMMMM.

Hunnis.

Åhhh mand! Martin sendte mig et link til denne dejlige blog for et par dage siden: http://fosterdogsnyc.blogspot.com/ I DIE! Gid, jeg kunne adoptere dem allesammen. Så kunne de bo sammen med mig og sove i mit fodende. Og vi kunne gå lange ture sammen og hente pinde og hoppe i efterårsblade. Og jeg kunne lære dem lidt om London og de kunne lære mig lidt om NY, og så kunne vi allesammen blive totalt cosmopolitiske. Jeg ville blive lidt mere street smart, og de ville blive en smule mere chic'e, og vi ville alle blive the talk of the town, fordi vi bare havde den der ultracoole NY/LON fashion. Mææææh, hvor er det kedeligt, at sådan nogle drømme bare aldrig går i opfyldelse. Snøft.

Søndag tog Maria og jeg i Westfield. Det er et giga shopping mall i Shepard's Bush. Tror det må være sådan de der malls ovre i Amerika ser ud. Puha, det var lidt hårdt at gå rundt derude, for var stadigt lidt mærket af fredagen og havde også været til Færørsk fest om lørdagen, som da også havde sat sit præg. Ergo ikke optimal shoppingform. Aber, i Westfield var der alle designer-butikker i verden + alle high street butikker i verden. Vi sniffede lidt rundt i afdelingen med de dyre shops, fik færten af noget velkendt og havnede naturligvis i the mothership:

Hej hej til de to knægte, der er så heldige at blive foreviget på gitting...

Ahh H&M my friend:-) Møs til dig.

Tror virkelig man kan finde lige, hvad man måtte ønske sig i det center. Hvis man fx ønsker en omgang vandondulering af kroppen uden at blive våd så er Westfield da place. Det ville jeg måske gerne prøve en dag, hvor jeg ikke har andendags-tømmermænd. Tror forresten man skal forsøge at undgå weekenden, da der var rihihimelig mange mennesker, da vi var der. Har hørt rygter om, at man nærmest har stedet for sig selv hverdagsaftener. Rygtet er hermed videregivet.

The Big Reveal.

Har godt kunne fornemme, at der var nogle kvikke sjæle ude på den anden side af skærmene...sådan nogle kvikke sjæle, som havde gættet, at jeg altså IKKE have taget min påugle-maske på til mors fødselsdag. GODT GÅET TOSSER! Puha, glad to get that off my shoulders.

Nå men har også noget andet at afsløre: efter jeg er begyndt at hænge ud med teenagere, er min ellers så opdragne hud (bop bop, så opdragen er den måske ikke, men man husker jo som bekendt kun de gode tider) begyndt at opføre sig some en teenager. Altså, ikke forstået på den måde, at den render ude til klokken 5 om morgenen, selvom den har fået besked på at være hjemme senest klokken 24. Den drikker heller ikke Pisang Ambon og brækker sig hele natten. I sengen. Og den smækker faktisk heller ikke med dørene, når jeg beder den om at tage opvasken. Nej, den er skam blot begyndt at producere masser af urenheder eller store fede bumser (ej ok klammo Le Git) men det er den altså. Derfor bragte jeg for blot 25 minutter siden det store skyts på banen: EN MUJER MASK'. Det var en straaam satan:



Yndig mudder Le Git. Lidt helgen-agtig at kigge på.



Le Gits øje er ved at poppe ud for mudderen strammer.

Oh no! Mudderne har formet mit ansigt i en grimasse, der bare ikke kan passe!

Nu beder jeg bare til mudder-gud(d)erne, at de må hapse hver en lille hudorm og hver en stor talgkirtel, så jeg kan vinke farvel til den her teenagehud.

Ps. Er det ikke bare total ironisk, at ingen af de der teenagere, jeg har befriended, har så meget som en lillebitteminiatureagtigbums?!? ØV GUD. Du er godt nok en funny man, sådan at teste vi ældre med det, der retmæssigt hører ungdommen til. Hvordan skal et ungt menneske nogensinde blive en ordentligt ydmyg voksen (sådan ala Le Git), hvis ikke selvsamme unge menneske har prøvet at have fjæset fyldt med betændte pestilenser? Ahh se, det er det, der er gal med verden i dag.

AMEN.

At leve på en løgn...

er ikke noget, der huer Le Git, så må komme med en tilståelse. Kommer med tilståelsen i morgen. Måske. Stay tuned. Wauw hvor en cliffhanger.

I mellemtiden kan du jo gøre som Jannik og putte gitting... op i din fane som en 'favorit'. Så er det næste som om, jeg altid er hjemme ved dig. I din stue med fødderne oppe, et godt glas vin i den ene hånd og en ostemad i den anden. Mmmm hyggeligt ik' sandt?

Inden du gør det, kan du i mellem mellemtiden høre lidt på en ny gammel klassiker:

Åh sikke en herlig dag!

I går var der afskedscocktails med Anne Sofie fra pressen, som rejser tilbage til Danmark. Maria, Kathrine og jeg meldte os til at lave cocktails. Vi bryggede en dejlig Cosmopolitan i vores store dejlige cocktail-gryde. Maria blev med at råbe "mere vodka mere vodka i Gitte", og da jeg jo ikke ejer evnen til at tænke selvstændigt, så lossede jeg mere og mere vodka i gryden. Det skulle jeg nok aldrig have gjort...

 

"Mere vodka i"

"Mere Cointreau i"



"Ahh Cosmos"

Det endte med at være en ret festlig eftermiddag/tidlig aften på jobbi. Så kan jeg ikke sige mere om den sag. Vi smuttede på Yates' bagefter, hvor vi lige kunne nå Happy Hour. Det skulle vi aldrig have gjort...

Risotto Frans II

Efter Yates' tog vi på en italiensk restaurant. Her bestilte vi vin. Det skulle vi nok heller aldrig have gjort...

Jeg blev simpelthen så rundtosset af alt det alkohol, så måtte forlade Risotto Frans og pigerne og begive mig hjem ad. Kold før tolv. Le Git er sgu et ungdomssvin.

En noget røget affære.

Hunkat.

Onsdag aften var vi på Proud i Camden og høre Spleen United samt noget andet musik. Når jeg siger vi, mener jeg Maria og Kathrine og så alle mine nye 18-årige veninder. Dejligt at mænge sig med ungdommen. Jeg skulle jo lige vise de unge nogle tricks fra min ungdom, så sprang på en første den bedste stripperstang og gav dem et show DE ALDRIG VIL GLEMME. Yes, den her gamle hunkat kan satme imponere sådan en flok teenagere.

Spleen.

Gymnasiedreng.

Det der Proud var meget sejt. Helt hestestalds-agtig the Camden way og fyldt med røg, hvilket gamle Le Git her satte pris på, for så var det ikke så nemt for alle de unge at identificere, at der var en gammel ræv i blandt dem.