Status Quo...

er jo et band og ikke tilstanden på min jobsøgning. Heldigvis. Siden sidste update har jeg været på to kurser i a-kassen - de hed noget i retning af 'Brug dit netværk, biiiaaatch' og 'Nå dine mål, biiaaatch', søgt fire opslåede jobs, påbegyndt research til en uopfordret ansøgning, fået svar fra for-mig-vigtig-person i mit netværk (juhuuu), som gerne vil mødes...(dobbelt-juhuuu)...engang i 2013 (...!...), fået afslag på et job (wut wuuuut), været til ok spændende konference som del af Uge 46, der handlede om, hvordan det traditionelle erhvervsliv og de kreative brancher kan få økonomisk succes ved at samarbejde (det er jo lige præcist det, jeg har specialiseret mig i!!), været til jobsamtale-træning hos min coach ved a-kassen, hvor jeg fik ros for mine fremskridt (blev meget glad, da coach sagde: "jeg blev faktisk lidt rørt over det du sagde" og "du virker arbejdsom, ansvarsfuld, kreativ, intelligent, troværdig..." og jeg kunne blive ved med de pæne tillægsord :-). Det er helt klart et fremskridt fra første samtale med coach, hvor han sagde: "et minut inde i din monolog sad jeg og tænkte: "jeg skal huske at købe mælk"..."). 

Og så har jeg åbenbart også skrevet en mail (har efterhånden ikke styr på alle de desperate mails, jeg har sendt ud i cyberspace) til Karrierecentret for nyuddannede akademikere, for fik ihvertfald et opkald fra dem for 20 minutter siden vedrørende said mail. Troede jo, naiv som jeg er, at det var et opkald fra en fremtidig arbejdsgiver, da jeg så det for mig ukendte nummer på telefondisplayet. Det var det ikke. Det var en medarbejder hos Karrierecenteret, som bare ville sige, at de ikke kunne hjælpe mig med mine forespørgseler i mailen, da det er min a-kasse, der skal tage sig af mig de første seks måneder som ledig. "Okaaaay tak for info, spasser!" nåede jeg lige at tænke (ja ledig Le Git er altså ikke altid lige elskværdig indeni), men så var det den venlige mand i den anden ende sagde, at han alligevel lige havde kigget på mit CV, og han ville anbefale mig, at komme i coaching hos Artlab. Alt jeg skulle var at tage kontakt til min a-kasse og få dem til at sende nogle papirer til ham, som han så ville sende tilbage til dem, og så ville de sende dem tilbage til ham, hvorefter han ville sende dem tilbage til dem, og når de var færdige med at lege (med mit liv og fremtid) 'send-modtag-send-papirer', ville jeg kunne komme i gang. ÅH HA det lettede på den her grå torsdag, hvor jeg endnu engang var ramt af en for mig klassisk 'blindgyde'-følelse. Nu får jeg mulighed for at gøre noget andet end det jeg har gjort de sidste par måneder, og det er tiltrængt!

 Halleluja! 

Et pip om DR's Jobmatch.

Læste lige Kristian Madsens analyse af DR's Jobmatch program på politiken.dk, der kort fortalt er et realityshow hvor ledige kæmper om tre stillinger - en hos Toms Chokolade, en hos Aller Press og en hos Grundfos. Jeg har set lidt af showet, men må indrømme, det meget hurtigt gav mig en dårlig smag i munden, så fik hurtigt zappet over på et andet intetsigende program. Fik dog set tilstrækkeligt til at sige, at Kristian Madsens analyse af showet er ret interessant. Især denne pointe er spot on: 

"For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære."

Den er spot on både i forhold til programmet, men også i forhold til, hvordan man (læs: Le Git) kan føle sig i sin (ikke længere helt så-)nye identitet som ledig. Jeg er rigtig god til at kritisere mig selv for ikke at være proaktiv nok, bruge mit netværk tilstrækkeligt, søge tilstrækkeligt mange stillinger uopfordret, tage på ALLE kurser, der tilbydes i min a-kassen, tvinge a-kassens coach til at vende endnu en problemstilling, tigge og bede om mere uddannelse selvom min seks-ugers-selvvalgt er brugt osv. osv. Og faktum er, at jeg ikke gør nok! Når det gælder jobsøgning kan man altid gøre mere, for du er først en succes, når du har scoret jobbet. At være i den tilstand kan bedst beskrives som, at jeg jagter et tog, der kører hurtigere og hurtigere mens mine slappe stænger hjuler derudaf for at indhente det. Men de bukker ofte under og jeg snubler konstant, for Le Gits stænger er ikke lavet til at jagte sådanne nogle tog...

Når venner og bekendte velmenende siger 'det ER også svært at få et job sådan som markedet er i dag' hører jeg kun 'du gør åbenbart ikke nok, for det er jo lige præcist dig, der ikke kan få et job'.  Jeg ved godt, det ikke er de, der bliver sagt, men det er det eneste, jeg hører. Min pointe er, at på trods af, at jeg er et relativt fornuftigt og vidende menneske, så tog jeg ret hurtigt ovenstående diskurs på mig: det er dig selv, der er skyld i, at du ikke kan få et job. For en gangs skyld er: 'det ikke saaaaaamfundets skyld'. 

Den diskurs/selvopfattelse er svær at slippe af med - især når det så fint holdes i live af programmer som Jobmatch.

Ultrakort update på Linda T.

Tvillingen og Le Git tog til puls/styrke med føromtalte Linda T. i morges, og det var forrygende...HÅRDT!(og btw helt uden ankeltræning - gad vide om Linda T. læser med på gitting....?). Kvinden kørte på med intervaltræning bestående af 2 mins puls, 1 min styrke, 2 mins puls og sådan fortsatte hun i det uendelige - no breaks. Linda T. herself havde dog masser af pauser, da hun er den type instruktør, der blot viser øvelsen en til to gange og så ellers går og råber lidt på engelsk og skråler med på musikken. RESPEKT! Linda T. er, kunne tvilling berette ved ankomst i morges, åbenbart også typen, der ignorerer de kække skilte ved indgangen til Fitness World Nordre Fasanvej, hvorpå der står "start opvarmningen - tag trappen til 4"...Linda T. tog sgu elevatoren og den lille handling har hermed gjort hende til mit fitness-forbillede.

Det var updaten. Hej igen.

Lykken er også...

at drikke sig dejligt beruset med gode gamle gymnasiegals til fejringen af Kölvas 30-års fødselsdag. Især når selvsamme Kölva finder sine fotoalbums frem og denne skønhed titter ud:

Yes Le Git dyrkede massemorder-looket i 2.g.

En anden lykkefølelse-udløser er at tilbringe en helt almindelig oktober-lørdag i Rødovre Centrum med Zwilling og Liva, hvor solen titter frem. Vi så på fisk i dyrehandlen, hilste på en papegøje, legede tisselege med småsten og så tog maxitrold og minitrold sig vist en alvorlig snak:

Hunde giver altid Le Git en rigtig god lykkerus, så havde en ret awesome tur i S-toget den anden dag, da bettefrans her satte sig overfor mig:

Og jep jeg er en klam hundestalker,
som tager snigerbilleder af mine forsvarløse firbenede frænder.

Sidste men ikke mindst, så er kaffe og kage kombineret med den lange MM altid en sikker lykke-tricker. Kaffe og kage kan alle få fingrene i, men lange MM'er hænger ikke på træerne (kun hvis de er rigtig fulde, vil jeg tro).

Git Bo? Not so much.

Det blev jo ikke til Thai Bo i går. Kunne, som forudset, ikke nå det. Nåede til en omgang Stram Op i stedet og den time fik virkelig sat gang i Le Gits filosoferende hjerne. Resultatet af den filosoferen deler jeg naturligvis med jer - who else? 

Here goes: jeg har efterhånden været til en del forskellige holdtimer med mange forskellige instruktører. Nogle gode - andre lige en tand bedre. Favoritten er uden tvivl 45-årige Linda Thorlaksdottiér. Den kvinde ka bare et eller andet ubeskriveligt i en holdtræningssal, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med træning. Nej, hun er charmerende, det er det, hun er. For det første insisterer hun på at tale (råbe) på engelsk. LOVE IT! Så internationaaaal. For det andet er både øvelser og musik smukke levn fra 80'erne. PERFEKT! Min krop er som skabt til svulstige 80'er øvelser til endnu mere svulstig 80'er glamrock...Mm Mm Mmmm siger jeg bare. For det tredje er Linda absolut ikke bange for at stemme i med musikken - ja jeg vil faktisk påstå, at det er der hendes hovedfokus er. FOR DET FJERDE. Ja for der er skam et 'for det fjerde' - SÅ go er Linda bare - så går hun, som den eneste instruktør, jeg har mødt, helt vildt op i at træne vores ankler. Og jeg ved ikke om det er fordi Lindas ankler er sådan nogle tynde muskel-svage nogen (hun går altid i langbukser, så har ikke haft mulighed for at nærstudere dem), men hun råber altid helt vildt meget, når vi laver de øvelser. Noget i den her dur: I KNOW IT'S HAAAARD, SO HAAARD, I KNOW YOU HATE ME KNOW OH HOW YOU HATE ME. Jeg hater altså ikke Linda. Synes nemlig på ingen måde ankel-øvelser er hårde. Ergo jeg er en smule forvirret over alt hendes råben. 

Og så var det i går, at jeg til Stram Op med en for mig ny instruktør igen blev forvirret.  Instruktøren (som jeg desværre ikke kan huske hvad hedder) annoncerede, at Stram Op jo går ud på at træne de STORE muskelgrupper, hvorefter hun bad os træde op på stepbænkene med hælene udover og så står og vippe der...og vippe og vippe...øøøj vi vippede altså i lang tid. Og altså her var det igen ANKLERNE (og, indrømmet, læggene), der skulle workes out. Så er det bare jeg spørger: er anklerne virkeligt en stor muskelgruppe? Synes I andre det gør herre-nas at træne dem? Og hvem myrdede JFK? Har du svar på et eller flere af følgende, så smid endeligt en kommentar.

Tak.


Og for at runde af på en overordentlig god måde, får I lige Le Git i en art træningstøj (og ja jeg ved godt der er en lille kamelsniger og yes er også helt med på at det ik er pretty). Det skal siges, at billedet er taget til Lolos (det er manden i midten af kæmpetvillingerne) polterabend, men er ikke helt langt fra mit normale work out gear:

Lykken er...

at hygge med verdens sjoveste, klogeste og mærkeligste lille menneske. Hun hedder niece-Liva og elsker bistro-dug-sengetøj, knækker sammen af grin, når hun ser planter blive kørt rundt i indkøbsvogne, og så siger hun virkelig tit Mensa-agtigt kloge ting såsom "mor har græs på tissekonen". Og så ELSKER hun at pille bussemænd og vise dem til alle, der vil se dem. Og I kan tro moster vil se dem! Her har vi to helt sikkert en fælles passion. 

Tror faktisk fingeren er på vej op i den lille fedtede hule på billedet her:

Det modsatte af førnævnte lykke er at få opkald fra et nummer, man ikke kender, tage telefonen med hjertet siddende helt oppe i halsen, pulsen på max speed og forventningen om, at der i den anden ende lyder en kvindestemme, som ringer for at kalde en til drømmejob-jobsamtale...og så høre røsten af 20-something Mathias, der gerne lige vil fortælle mig om alt det forfærdelige, der foregår i Afrika. Der røg alt energi altså ud af den for tiden ekstremt selvoptagede og egoistiske Le Git, og jeg fik meget hurtigt (og måske en aaaanelse uhøfligt, hvis altså "jeg ved godt, hvad du vil til at sige, og jeg må være ærlig at sige: jeg OOORKER ikke at høre det" kan betegnes som uhøfligt? Ufølsomt bestemt. Vise mangel på empati for Afrika? Så afgjort. Men uhøfligt??? Jeg ved det sgu ik') stoppet Mathias' dialog før han rigtigt kom i gang. Tror faktisk Mathias fandt Le Git uhøflig, for han lød mere end en anelse spids, da han "takkede for min tid". Men jeg er kold - jeg har mit på det rene overfor Afrika, og jeg vil ikke lade spidse Mathias give mig dårlig samvittighed. Nahaj. 

Er jeg en Afrika-kold-røv?

Status 2

Vi kan vist alle blive enige om, at det er tid til endnu et indlæg - ik sandt? I får lige en kvik lille en 'on the go' for er nemlig på vej på vej på kursus i min a-kasse. I dag står den på 'Nå dine mål', som vist går ud på, at man blir coachet i forhold til at nå to relativt opnåelige mål. Mine to mål er:

- Blive bedre til at søge uopfordret

- Blive bedre til IKKE at føle mig som en social taber/retardo fordi jeg ikke kan få et job (det er ikke helt sikkert, jeg det formulerer det præcist sådan til kurset))

Har efterhånden været til en hel del kurser i a-kassen og det kan anbefales - om ikke andet, så er det altid rart at møde andre sjove, kloge, finurlige og dygtige mennesker, som ligesom jeg selv kæmper for at få fingrene i et job. Altid skønt ikke at føle sig helt alene med sine frustrationer.

Senere står den på kødboller i Ikea med de tre dejlige piger Mette-Liva-Rosa, træning - havde egentlig planlagt i dag var dagen, hvor jeg skulle have min Thai-Bo debut, men kan vist ik nå til det - og så hjem og slappe af med lidt lækker-frusterende jobsøgning. Nammenam.

Status 1.

"Back so soon, Le Git?". Yes du back so soon. Det er nemlig allerede tid til en status på, hvordan jeg indtil videre har klaret 1.dag i min "livet-som-ledig-kamp" (tror måske jeg er nødt til at finde på noget lidt mere sexy at kalde det...). Ooookay, kan bare sige, at jeg har været max sej. Min dag so far (og keep in mind at klokken kun er 14) har set sådan her ud:

- 2 timers holdtræning i Fitteren

- Opkald til muligt job. Telefonen blev dog ikke taget, men jeg sørgede naturligvis for at lægge en laaang, kringlet speed-snakker-besked. Jobbet er som godt som mit....øhøm.

- Sendt mail (og fået afslag, men det skal vi ikke dvæle ved) vedrørende en brandgo idé jeg fik. Ikke som sådan jobrelateret, men mere en hobby-ting. Nu spammer jeg en masse andre med selvsamme gode idé. Nogle ville kalde mig indbildt. Jeg kalder mig bindegal. 

- Sendt mail og fået rigtig godt svar vedrørende spændende job.

- Skrevet mail til en person i mit netværk, hvor jeg tigget og bedt ham om at være min egen, personlige mentor. Venter spændt på svar.

Nu: frokost.

Bon appetit Le Git!

Pssst kom tættere på. Jeg har noget, jeg vil fortælle.

Finanskrisen er stadig det nye sort. Og jeg har embracet den ethundredeprocent. Hvis I troede jeg var med på beatet back in the days, så kan I godt smut' hjem og vug'. Med andre ord: der er en ny Krise-Git i byen og hun rocker for vildt! OG hun har ikke andet end et skuldertræk og lettere nedladende smil tilovers for den gamle KG (slang for Krise-Git), for MY GOD, hvor havde hun det bare som blommen i et æg med sine 0-kroner-i-indkomst-ulønnet-praktik-slash-specialeskriver-bor-på-12m2-i-nordvest-identitet. Indrømmet: nutids-KG kan betale (de fleste) regninger, og det er fedt. Sådan rigtig fedt. Men nutids-KG betaler dem med sine dagpenge (og dermed også en lillesmule med sin selvagtelse). Yes, kære læser du læste rigtigt. Ordene der netop blev registreret af dine øjne OG hjerne er sande. Le Git er det, man kalder: 

jobsøgende! 

OH THE HORROR. OH THE HUMANITY, hører jeg dig hviske. 

Men du skal ikke hviske for mig, Argentina. For på trods af, at det er en lillesmule irriterende at være Elite Cand.Mag. Cum Laude og have afsluttet studiet med et 12-tal (JA SGU! 12. TOOOOLV! Jeg er indbegrebet af sejhed!), så griber jeg det her med at være jobsøgende an med kampgejst, positivitet samt aggressivitet-på-den-tænderflashende-og-lettere-snerrende-måde. Le Git er jo nemlig en "glasset-er-halvt-fuldt-kind-of-a-gal". For det meste ihvertfald. Hvad der foregår, når jeg er alene i et rum med min selvtvivl, en rulle toiletpapir og fem fake Magnum-is, vil jeg naturligvis også gerne berette om og dokumentere med vlog og billeder. Sig endeligt til. Ja, sig til hvis I vil se en voksen kvinde på 185 cm krølle helt sammen i ansigtet af gråd SAMTIDIGT med hun kværner de der fem fake Magnums. I DARE YOU TO!

SÅ glad så jeg ud på specialeeksamensdagen.
Smilet er ikke helt så kækt længere...

Uhlalala så blev tonen lidt ubehagelig. Det var ikke meningen - kun lidt. Der er en pointe med mine ord-udgydelser, og jeg nærmer mig den. Nuvel, vejene dertil er lidt kringlede, men tror det, jeg gerne vil kommunikere, er disse vise ord:

At være jobsøgende er træls.

At køre nazi-positivtets-trip på sig selv (og andre for den sags skyld) er endnu mere træls. Det er tilladt at græde og brøle og spise Magnums. Om de er fake eller the real deal er underordnet. De har nemlig samme effekt: kværner du tilstrækkeligt mange, kommer du til at hade dig selv så meget, at du tager dig sammen. For nogen kræver det fem Magnums. For andre et par (1000-) stykker. Some die while trying. Sandsynligvis af tilstoppet-arterie-relaterede-sygdomme...Men det var et sidespor. PARDON.

At finde dit fighterinstinkt frem og hver dag kæmpe for, at lige præcis den dag bli'r sjov og udfordrende er den største gave, du kan give dig selv ("Jamen goddaw selvhjælps-Le Git", tænker du så. Og så vil jeg da også sige "goddaw" til dig og tak fordi, du gider læse mine inderste, dybeste tanker).

Jeg har været hele møllen igennem. Især det der nazi-positivitets-trip, har jeg dyrket rigtig godt og grundigt. Men på pseudo-måden. Jeg har været forhippet på, at jeg SKULLE klare det at være jobsøgende uden at miste min livsglæde. For den har jeg prøvet at miste. Den røg lige præcist på det tidspunkt, jeg mistede min far til kræft. I er helt sikkert nogle stykker der ved, hvordan et liv uden livsglæde er: NOT FUN!, right?!? I min stay-positive-forhippethed var der bare ikke plads til brøl og Magnum - til lige hurtigt igen at mærke, hvordan det er at ramme bunden. Beslutte sig for, at det der ramme-bunden-pjat det gider jeg satme ik. Og så i stedet vælge at blive gaaal og kæmpe. Grrr. Det var pseudo, for var/er træt af at gå ledig, men gav ikke mig selv lov til at være det, for VILLE ikke være ked af det. Heldigvis var der nogle Magnum i fryseren den anden dag. Så blev lige tvunget til at tage et dyk. Lige ned og lugte lidt til lorten, konstatere at den stinker og ser ganske uappetittelig ud og så op igen: som fugl Fønix af asken klar til (endnu engang) at gå i kødet på situationen som jobsøgende og gøre noget ved den SAMTIDIG med, at jeg nyder hver eneste dag af livet som jobsøgende. Bum. Det var Le Git på Le Raw-måden. Fyldt med billedesprog og floskler. Men jeg tror, I forstår budskabet. Gør I ik'?

Når alle disse ord nu har forladt mig, er det tid til at følge op på dem med noget handling [indsæt trommehvirvel]. Jeg har jo før med STOR succes udfordret mig selv her på bloggen, og nu er det tid til, at jeg gør det igen. Derfor vil I det næste, forhåbentligt korte, stykke tid her på bloggen - ja du læste rigtigt: lige her på go'e gamle gitting...- kunne følge med i, hvordan jeg hver uge tager nye metoder i brug i jagten på et job. Jeg bør måske opstille nogle dogmer, men det ved jeg ikke helt om, jeg gider. Ihvertfald slet ikke nu, for jeg er træt og bagsiden af mine tænder er fyldt med belægning: ergo sengen og tandbørsten kalder. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. 

Tak fordi du gad læse med helt hertil. Det var noget tungt shizzle jeg hev op i i dag, men jeg tror, du kan klare det. Og jeg ved, det vil gøre Le Git godt.

Nat nat.

Og hvad byder fremtiden så på?

Spørger du nok. Jooo du, den byder på lækkerier. Alverdens lækre lækkerier. Vi skal snakke arbejdsløshed. Og november. Farven grå. Ensomhed er også et emne, der flittigt vil blive taget op. Efterladte bajere med skod i.Vi skal diskutere the - du ved, den slags, der smager rigtig bittert. (Yes, Le Git er begyndt at drikke the). Asbest. Så skal vi også snakke hår - specifikt hårfarvning. Mit er ikke længere pisgult. Ihvertfald kun fra ørene og ned. Resten er kommune. Apropos kommune, så er det et emne, vi nok heller ikke kommer udenom. 

Finanslov, beton and just a whole lot of fun!

Så spænd selerne unger - det blir noget af et ride!

Så for satan.

Heeeej allesammen. Så er jeg tilbage. Yikes yes. Den er go' nok. Klokken er 00.21 den 12/11/12 og jeg ved ikke om det er alle de 1 og 2-taller, der gør det ved mig eller om der er fuldmåne i aften, men fik sgu lyst til at blogge. Ja, jeg gjorde så. Eller lyst og lyst, det er jo som vi ofte før har diskuteret her på bloggen ikke nødvendigvis lysten, der driver Le Gits blog-mesterværk. Neeeej, det er nok nærmere en mild grad af personlighedsforstyrrelse.

Anyways, jeg er tilbage og det er påtrods af, at jeg for ca. en måned og to dage siden ytrede følgende ord til Lindaw:

"Mmmhhh Mjnnnaaj, jeg kommer aldrig til blogge på gitting... igen. Jeg har det lidt sådan, at gitting... hører en anden tid og en anden person til - jeg er bare ikke den person længere, du ved...blablabla: indsæt fem minuttters Le Git monolog om personlig udvikling, om at være et nyt sted i livet og ikke længere at kunne identificere sig med gitting...blablabla....gaaaaab..."[efter 3.32 stoppede jeg kortvarigt op for at hiiiiiiive luft ind til Le Grand Finale som lød nogenlunde sådan her]: 

"eeeeeej OKAY jeg ved ikke, om jeg kommer til at blogge igen. MEN hvis jeg gør bli'r det med et heeeeelt andet perspektiv. Ikke selvoptaget som gitting... var det, ikke så fokuseret på at iscenesætte mig selv som værende "sjaaaw", MEGET mere inkluderende og helt sikkert noget, som kunne være relevant i forhold til mit såkaldte "professionelle liv [indsæt: YAWN!]"

Og så var det vendekåben, som er en af min stærkeste karaktertræk, fik fat i mig. Og der skete det forunderlige, at jeg her i nat alligevel fik lyst til gitting...En (selv-)kærlighed som denne er ikke lige så'n at slukke. Og det må I, kære læsere, så lide under. Om gitting...ændrer sig er nok højest tvivlsomt. Le Git-kraften i mig er som bekendt meget stærk og efter at have været gemt væk i umenneskeligt lang tid er den vild efter at blive sat fri. Ergo, I kan se frem til en helveds masse MIG MIG MIG.

juhu-ish.