20.12.2012

Søvnløs med o*kast i ansigtet.


Som forventet kan jeg ikke sove. Jobsamtaletankerne fræser rundt i hovedet på mig og det samme gør en skøn blanding af kamillethe, havregryn og yoghurt tilsat et skvæt citron. Har nemlig lavet mig en ansigtsmaske. Jeg forventer den får mig til at stråle som en stjerne til samtalen i morgen. Intet mindre. Er dog rimelig sikker på, at ansigtsmasken ikke skulle ligne br*k så meget, som den gør. Burde nok have blendet ingredienserne og dermed sikret mig en mere ensartet maske, men kunne ikke rigtig tillade mig at stå og drøne hele affæren sammen i Princessen klokken 00.30 om natten. Derfor sidder jeg nu i sofaen med kamille-opkast i fjæset og kamillethe i koppen - altsammen i forsøget på at sikre mig jobbet imorgen. Første del skal som sagt sikre min hud stråler. Anden del skal sikre jeg får ro nok i kroppen til at lukke øjnene - har dog ikke så meget tillid til theens beroligende virkning, så har banet vejen for den ved at indtage en G&T for et par timer siden. Så skulle den søde søvn gerne snart være sikret.

Ps. gad vide hvor mange mænd der laver præ-jobsamtale-kamillethe-ansigtsmasker?

Ultra-ultra kort indlæg.

IMORGEN SKAL JEG TIL JOBSAMTALE. IKKE EN HVILKEN SOM HELST JOBSAMTALE, MEN DRØMMEJOB-JOBSAMTALE. DEN JEG SNAKKER OM STADIG LEVER HER. ER LE GIT VED AT GÅ TIL AF SPÆNDING?, SPØRGER DU. DET KAN DU DÆLME TRO, JEG ER! ÅHHH KÆRE SMUKKE, DEJLIGE JOB - DU SKAL KRAFTEDERMEME BLIVE MIT!!!



05.12.2012

Warning: deep shit coming up!

Har lige afsluttet en mailkorrespondance med en af mine bedste venner, som igennem det sidste lange stykke tid har haft det træls på sit arbejde. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hendes personlige historie, men derimod på nogle tanker, der opstod efter, jeg havde sendt min mail til hende. Og de tanker er du så indlagt til at læse (hvis altså du gider, forstås). Så nu kommer her lidt late night filosoferen fra Le Git. Please tag med i din kritiske gennemlæsning af mine natteanslag, at jeg er typen, som gør mig mange tanker om, hvorfor livet nogle gange kan være svært, og hvordan man overvinder de svære tider/ens personlige udfordringer. Det er min hobby og jeg er lidt flov over den stolt af den. Du har sikkert også en hobby, der ikke tåler dagens lys... måske du samler på navlefnuller...? 

So here goes:
Jeg kom til at tænke på det her med, at vi som mennesker allesammen er udstyret med personlige udfordringer i livet. Individ-specifikke-sager, som vi har svært ved at tackle og som kan være hæmmende for os i vores relation til andre eller i vores forsøg på at leve det liv, vi gerne vil. For mit vedkommende har der de sidste otte år været to ting, jeg har kæmpet en del med og som har hæmmet mig rigtig meget i forhold til førnævnte. Det ene er en relativ mild grad af social angst, som kom som et lyn fra en klar himmel efter min fars død, og som den dag i dag stadig dukker op en gang imellem (og resulterer i nervøs-svedige-ofte-tenderende-vandfaldssvedige-halvpinlige-og-helt-sikkert-akavede situationer). Den anden er min manglende tiltro til egne evner kombineret med en overbevisning om, at andre menneskers måde at gøre tingene på er mere rigtig end min. Begge ting har jeg arbejdet (hello for et coaching ord) ret meget med så'n helt for mig selv. Kort fortalt har min erfaring været, at de gange, jeg har udfordret mig selv og min selvopfattelse, er jeg endt med at blive gladere for mig selv og mit liv. Jovist, så har det betydet, at jeg har måtte sidde drivvåd til middagsselskaber, gemt mig i kroge/krøbet langs væggene til fester, fordi jeg ikke har kunne overskue, at folk skulle komme hen og tale (!!!) til mig (uhhhhyggeligt for Gitte anno 2006 - i dag no problemo 99% af tiden). Men pointen er, at jeg var der. Jeg sad til middagsselskabet i en våd polyestersag og jeg blev til sidst fanget i et hjørne til festen, så jeg var nødt til at snakke med folk. Ergo, jeg gemte mig ikke (altid) under dynen, selvom det (ALTID) var det, jeg havde allermest lyst til. Jeg gik til angreb på mine udfordringer. I forhold til det her med at finde større værdi i, hvordan andre vælger at leve deres liv end hvordan jeg gør, har jeg rykket mig milevidt. Jeg har indset, at jeg ikke gør tingene som mange af mine veninder gør dem, og at jeg er allerbedst, når jeg gør tingene på min måde. Men det har krævet mange tårer og vognlæs fyldt med selvbebrejdelse tømt ud over mig selv på daglig basis, før jeg kom dertil, og det er bestemt også noget jeg skal minde mig om om tit og ofte. For at minde mig selv om det, siger jeg noget i retning af: "Hey Le Git der. Du er awesome. A.W.E.S.O.M.E. Og hvis du fortsætte med at være dit awesomme selv, så skal det hele sgu nok gå".

Det jeg vil frem til er blot (og nu synes jeg faktisk, det jeg er lige ved at skrive, lyder en anelse banalt - men må dække mig ind med, at der er mange sandheder i det banale...), at man som menneske kan vælge mellem to tilgange til de personlige udfordringer, man er blevet udstyret med: A) lad dem tvinge dig ned i sølet og begrænse dig i dit liv eller B) tag kampen op mod dem (om og om igen), for når man kæmper imod og en dag står i den situation, at man fx kan finde ud af at snakke med mennesker til en fest uden at være ved at få et nervøst sammenbrud, så føles det helt fantastisk. Når det er sagt, så kan jeg godt høre, at jeg kom til at lyde noget mere "The Secret"-agtig end min intention var. Hele diskursen omkring, at vi som moderne mennesker har alle muligheder for at skabe vores egen lykke (og formue, og helbred og verdensfred, og...) ved at have en positiv tankegang, er jeg noget loren ved. Det jeg dog ikke er loren ved, er, hvor mega nice det føles (bemærk, hvordan jeg netop forsøgte at tage noget af det tunge af mine skriblerier ved at bruge 'ungt' slang - eller ihvertfald en parodi på samme), når man laver et kick flip  for vildt (så gjorde jeg det sgu igen) i retning af ens personlige udfordringer. At man tør stå ved dem og sige til verden: "Goddaws, jeg er akavet engang imellem og har det også med nogle gange at tvivle på mig selv, men begge dele er noget, jeg kæmper mod indtil den dag, de for mig ikke er et problem længere". Det føles altså ret godt, for på den måde tager man ansvar for sit eget liv og lykke, og at gøre de to ting er noget, der klæder ethvert menneske. 
Med dette fine udsagn lukker jeg filosofi-seminariet ned for i nat. Nat nat og tak fordi, du læste med helt hertil.

03.12.2012

"Og hva' har du ellers lavet, Le Giiiit?"

Ihhh den var værre. Hvad har jeg lavet? Lige nu forekommer det mig, at jeg ikke har lavet det helt store de sidste 11 dage. Ok, jeg ved stensikkert, hvad jeg lavede i lørdags. Det er jo heller ikke såååå lang tid siden, så den begyndende demens har ikke fået fat i det minde. Drak nemlig alkohol med MM. DET var sjovt! Og det blev sent - alt for sent for to gamle tøser som os. Vi endte i kamikazedruk, sludrede med en masse dejlige - og et par enkelte ret spooky - mennesker, og da alt lukkede kæmpede vi os hjem igennem snedriverne. Jeg udstyret med en dobbeltcheesburger - MM med kurs direkte mod sit lokale charcuterie (det er MM-slang for 7/11'eren lige overfor hvor hun bor. Yes, Le Git holder sig nogle classy veninder). Jeg var KVÆSTET i går, men stod dog stadig op tre timer efter jeg var gået i seng, for Mette&Liva kom til morgenmad og hygge :-). Det var som altid et kæmpe hit.

Pre-druktur lørdag var jeg i Frederiksberg Svømmelhals kurbadafdeling med Peter. Blev helt opløst - fingerene var max runkne. Det er jo den mest ubehagelige følelse, når sådan et par runkne hænder kommer i kontakt med hinanden...uhhh kuldegysninger udover det hele. Vi var i saunagus to gange, hvilket egentlig er lidt mærkeligt, da vi begge fik et mindre ildebefindende efter første omgang. Det var virkelig også en hård tur, den første der. Vi sad helt oppe under loftet, hvor temperaturen sniger sig op lige under 100 grader. Ja, du læste rigtigt. 100!! Det var lige før Le Git var kradset af deroppe. Death by Saunagus. Saunagus-duden kørte virkelig hårdt på med vand på sten, is på sten, æteriske olier i stride strømme på sten og så viftede han som en gal med håndklædet, så fik den ene varmemur efter den anden basket lige ind i face. Åhhhh. Måtte ud og sidde med hovedet mellem benene efter den oplevelse, og var nær druknet i det 15 cm dybe døde hav, da jeg efterfølgende ville hen og slappe i det ("som om det er muligt at drukne i det døde hav", tænker du - men det er det, hvis man er utilpas og lang og klodset nok). Anden gang i saunagus satte vi os nederst, og jeg kunne ikke lade være med at fryde mig lidt over de granvoksne mænd på 3. etage, som var ved at gå til i heden. Så modbydelig er Le Git nemlig. Er sikker på, der også er folk, der har gnækket lidt indvendigt, da jeg sad og smeltede deroppe - tror altså det er meget menneskeligt, at fryde sig lidt, når folk lider på samme måde, som man netop selv har gjort. Eller hva' siger I?

&%"#¤?)&%¤##"!(/&?_*¤#"  Gør dig klart til en brat overgang  /%#!&)=_:^*/%¤#"%&//(&

Tror jeg må runde lige præcis den her blog af, for det ender da med at blive en alt for detaljeret gennemgang af Le Gits liv. Og vi kan vist godt blive enige om, at Le Git har det med at koge suppe på nogle meget gamle, indtørrede kylligeben. Ik sandt? Lige meget, hvad man gør, så bliver det bare aldrig rigtig en lækker, smagfuld suppe, hvis der ikke er noget kød og fedt på de ben. Men altså, der skal jo stadig noget volume til, så slutter lige af med status på de tørre ting: træning og jobsøgning. Begge går godt - dog havde jeg torsdag et mindre sammenbrud. Pudsigt nok, brød jeg sammen over jobsøgnings-situationen, mens jeg var til træning, så det er jo en meget fin måde at binde en lille smuk, tragisk-sløjfe om to af de ting, der fylder mest i min hverdag. [Indsæt smileyface, der vræler]. Heldigvis er Le Git efterhånden en sand champ til at skrabe sig selv op fra gulvet (med rigtig go hjælp fra gode mennesker omkring mig), så fredag var jeg tilbage i topform. Jeg fik søgt et par spændende stillinger, skrevet og fulgt op på rigtig-rigtig spændende stilling, fik svar med det wuns og uden at sige for meget kan jeg godt afsløre: at stillingen lever endnu (shit det blev kryptisk). Det der eksterne coaching hos Artlab er også clearet, så der starter jeg om en uge. Træning er det også blevet til en del af: har regnet mig frem til, at der er blevet fyret 8 holdtimer af + det løse træning siden sidst, så det er super. Især fordi jeg for tiden lever af en kost bestående af kyllingeskind, osteburgere, chokomüsli, honning-smør-madder og brie med/uden brød - jeg er ikke kræsen. Og med disse lækkerbidskener er der blot tilbage at sige: nat nat.

Et par artister, M/K.

Ups. Så gik der lige alt for mange dage uden liv på bloggen. Kan dog trøste jer med, at det i Le Git-land ikke føles som mere end en-max-to-dage siden, jeg sidst tjekkede ind...ved egentlig ikke, hvordan det skulle være en trøst, nu hvor jeg tænker over det...hmmm...jeg må tænke videre. Mens jeg tænker, kan vi  (læs: jeg) jo sludre lidt om, hvad der er sket af sindsoprivende spændende ting siden sidst. Jo, nu skal I høre. Siden sidst har jeg været til to koncerter. Begge dejlige og begge med en kunstner, hvis fornavn starter med M og efternavn med K. Den ene er en kvinde og den anden en mand. En er sort - den anden er hvid. En synger på engelsk mens en helt anden synger på dansk. En kører det androgyne look og en anden Lenny Krawitz-anno-1997-stilen (bare i mini-udgave). Og jeg kunne blive ved på den måde - de var MEGET forskellige, lige pånær forbogstaverne og så det faktum, at Le Git kunne skråle med på næsten alle numre til begge koncerter. Ergo, de har begge fået Le Gits svedige, hengivende, alt-konsumerende kærlighed at føle...så'n på afstand, du ved.

Er du ved at tisse i bukserne for at høre, hvem disse mystiske MK'er er? Nej? Ej ok, det regnede jeg heller ikke med. Men du får alligevel en snas af begge, for der skal noget indhold på den her blog.






Marie Key var helt forrygende. Er tosset med den kvinde og hendes nyeste album har gjort mig til giga-fan. Tænk at kunne skrive så fine, finurlige og ærlige tekster om kææææærlighed. Le Git blir lidt jalouse. Koncerten nød jeg i selskab med søs, Rosa, tante Zippy og den bette Tine samt ufattelig store fadøl.

Michael Kiwanuka (som jeg kan afsløre er en meget kort mand) var jeg rigtig glad for for et års tid siden, så måtte ind og høre ham, nu hvor han kom til Kbh igen. Det var også en dejlig koncert og meget god til par. Min kæreste og jeg var ihvertfald ikke de eneste tæt-omslyngede-par, der stod og vuggede let fra side til side med hænderne knuget om et glas hvinende sur hvidvin og en meget tør rød.

Nummeret Bones var sidste år favoritten, men til koncerten var det en akustisk version af Worry walks beside me, der ramte lige midt i Le Gits tårekanaler. Det blev dog heldigvis aldrig til det helt stor snot-orgie, men måtte da lige batte lidt med øjenvipperne for at undgå det (jeg har på min gamle dage fået meget nemt til koncerttårer - helt galt gik det, da jeg for et par måneder siden var i Vor Frue Kirke for at høre RebekkaMarie & The Hymnboy. Der gik ikke mere end syv minutter før jeg var OPLØST i snot og gråd-på-den-på-nippet-til-det-vrælende-måde. SHIT det var bare så skidesmukt med deres musik i den fine kirke!) Ej altså nu går jeg all in på youtube-videoer, som der sikkert ikke er nogen, der orker at se. Men altså I skal lige have Worry walks beside me samt en RebekkaMaria & the Hymnboy: