Ups. Så gik der lige alt for mange dage uden liv på bloggen. Kan dog trøste jer med, at det i Le Git-land ikke føles som mere end en-max-to-dage siden, jeg sidst tjekkede ind...ved egentlig ikke, hvordan det skulle være en trøst, nu hvor jeg tænker over det...hmmm...jeg må tænke videre. Mens jeg tænker, kan vi (læs: jeg) jo sludre lidt om, hvad der er sket af sindsoprivende spændende ting siden sidst. Jo, nu skal I høre. Siden sidst har jeg været til to koncerter. Begge dejlige og begge med en kunstner, hvis fornavn starter med M og efternavn med K. Den ene er en kvinde og den anden en mand. En er sort - den anden er hvid. En synger på engelsk mens en helt anden synger på dansk. En kører det androgyne look og en anden Lenny Krawitz-anno-1997-stilen (bare i mini-udgave). Og jeg kunne blive ved på den måde - de var MEGET forskellige, lige pånær forbogstaverne og så det faktum, at Le Git kunne skråle med på næsten alle numre til begge koncerter. Ergo, de har begge fået Le Gits svedige, hengivende, alt-konsumerende kærlighed at føle...så'n på afstand, du ved.
Er du ved at tisse i bukserne for at høre, hvem disse mystiske MK'er er? Nej? Ej ok, det regnede jeg heller ikke med. Men du får alligevel en snas af begge, for der skal noget indhold på den her blog.
Marie Key var helt forrygende. Er tosset med den kvinde og hendes nyeste album har gjort mig til giga-fan. Tænk at kunne skrive så fine, finurlige og ærlige tekster om kææææærlighed. Le Git blir lidt jalouse. Koncerten nød jeg i selskab med søs, Rosa, tante Zippy og den bette Tine samt ufattelig store fadøl.
Michael Kiwanuka (som jeg kan afsløre er en meget kort mand) var jeg rigtig glad for for et års tid siden, så måtte ind og høre ham, nu hvor han kom til Kbh igen. Det var også en dejlig koncert og meget god til par. Min kæreste og jeg var ihvertfald ikke de eneste tæt-omslyngede-par, der stod og vuggede let fra side til side med hænderne knuget om et glas hvinende sur hvidvin og en meget tør rød.
Nummeret Bones var sidste år favoritten, men til koncerten var det en akustisk version af Worry walks beside me, der ramte lige midt i Le Gits tårekanaler. Det blev dog heldigvis aldrig til det helt stor snot-orgie, men måtte da lige batte lidt med øjenvipperne for at undgå det (jeg har på min gamle dage fået meget nemt til koncerttårer - helt galt gik det, da jeg for et par måneder siden var i Vor Frue Kirke for at høre RebekkaMarie & The Hymnboy. Der gik ikke mere end syv minutter før jeg var OPLØST i snot og gråd-på-den-på-nippet-til-det-vrælende-måde. SHIT det var bare så skidesmukt med deres musik i den fine kirke!) Ej altså nu går jeg all in på youtube-videoer, som der sikkert ikke er nogen, der orker at se. Men altså I skal lige have Worry walks beside me samt en RebekkaMaria & the Hymnboy:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar