Ja, 11. Jeg har sendt 11 jobansøgninger i løbet af MEGET kort tid. De der er så heldige at omgås mig in-da-flesh ved, at når jeg skriver kort tid...ja så er det altså netop lige præcist det. Kort tid. Sååå er det slået fast. Le Git har på meget kort tid sendt 11 ansøgninger.
"Mhææn Le Git", siger du. "Bhæææmæææhn Le Git var du ikke millimeter-tæt-på-ja-kunne-rent-faktisk-næsten-smage-lykkerusen-over-at-have-fået-et-fedt-job her lige før jul?", spørger du. Og jo mit lille lam, det var jeg. Og yes du søde bløde ven, jeg fik det IKKE. Nix. Nej. Nope. Intet job til Le Git. Var ellers dødtætpå. Vi var to tilbage. Jeg blev vraget fordi jeg var for "dygtig og befandt mig mellem en junior- og en seniorstilling og ikke ville kunne blive udfordret tilstrækkeligt". Fair nok. Jeg er dygtig. Eller det siger folk omkring mig. Den lille lede ledling, der gemmer sig inde i mig og nogle gange udgiver sig for at være mig (ja godaws skizo Le Git) er mildest talt ikke altid enig. Lede ledlingens kommentarer lyder mere i retning af: "LÅ LÅ LÅ LÅ LÅÅÅÅ DU ER EN TAAAAAAABER. T.A.B.E.R. T-TO-DA-A-TO-DA-B-TO-DA-E-TO-DA-RRRRRRRRR (Jeg kan til de musikinteresserede blandt mine læser(e) fortælle, at "LÅ LÅ LÅ LÅ LÅÅÅÅ" synges sådan her: LÅ LÅ LÅ LÅ LÅÅÅÅ). Sidespor, pardon. Tilbage til historien om, at jeg blev vraget til endnu en stilling og derfor nu er blevet skizofren (det er vel det ultrakorte resumé af dagens blog so far, ik sandt?). Altså, det gjorde ondt indeni ikke at få den dejlige drømmestilling og så kom julen lige umiddelbart i røven af, at jeg blev dumpet så'n rent jobmæssigt, og det heeeele stod stille og ugedagene var ikke længere ugedage som normalt og de skrøbelige systemer jeg havde bygget op med træning og jobsøgning og coaching og kage-gå-ture-med-MM og kulturarrangementer-med-Peter og kvalitid-med-Liva-og-mødre smuldrede. Smuldrede og blev til støv i Peters multistribede gulvtæppe (ihh jeg er i mit poetiske hjørne nu) som jeg så siden har ligget og betragtet intenst fra min plads i sofaen (som jeg efterhånden betragter som en ny kropsdel - så fik jeg ENDELIGT en numse). Som en service til de mindre poetiske sjæle blandt mine læser(e), kan jeg lige hurtigt komme med en opsummerende tolkning på det, I netop har læst: min hverdagsstruktur røg i vasken, da julen stod for døren, hvilket resulterede i, at jeg fik en ny kropsdel kaldet "numse" "sofa". Men altså så var det, at jeg for meget kort tid siden sagde stop!, skrev 11 ansøgninger, sendte hver og en afsted og nu håber på, at det på magisk vis resulterer i en snarlig-genvunden struktur: meget gerne i form af et job, men let's be real, en hverdag med dejligt og meningsfyldt indhold er heller ikke så'n at kimse af i disse dage.
Sejt!
SvarSlet