Har lige afsluttet en mailkorrespondance med en af mine bedste venner, som igennem det sidste lange stykke tid har haft det træls på sit arbejde. Jeg vil ikke komme nærmere ind på hendes personlige historie, men derimod på nogle tanker, der opstod efter, jeg havde sendt min mail til hende. Og de tanker er du så indlagt til at læse (hvis altså du gider, forstås). Så nu kommer her lidt late night filosoferen fra Le Git. Please tag med i din kritiske gennemlæsning af mine natteanslag, at jeg er typen, som gør mig mange tanker om, hvorfor livet nogle gange kan være svært, og hvordan man overvinder de svære tider/ens personlige udfordringer. Det er min hobby og jeg er lidt flov over den stolt af den. Du har sikkert også en hobby, der ikke tåler dagens lys... måske du samler på navlefnuller...?
So here goes:
Jeg kom til at tænke på det her med, at vi som mennesker allesammen er udstyret med personlige udfordringer i livet. Individ-specifikke-sager, som vi har svært ved at tackle og som kan være hæmmende for os i vores relation til andre eller i vores forsøg på at leve det liv, vi gerne vil. For mit vedkommende har der de sidste otte år været to ting, jeg har kæmpet en del med og som har hæmmet mig rigtig meget i forhold til førnævnte. Det ene er en relativ mild grad af social angst, som kom som et lyn fra en klar himmel efter min fars død, og som den dag i dag stadig dukker op en gang imellem (og resulterer i nervøs-svedige-ofte-tenderende-vandfaldssvedige-halvpinlige-og-helt-sikkert-akavede situationer). Den anden er min manglende tiltro til egne evner kombineret med en overbevisning om, at andre menneskers måde at gøre tingene på er mere rigtig end min. Begge ting har jeg arbejdet (hello for et coaching ord) ret meget med så'n helt for mig selv. Kort fortalt har min erfaring været, at de gange, jeg har udfordret mig selv og min selvopfattelse, er jeg endt med at blive gladere for mig selv og mit liv. Jovist, så har det betydet, at jeg har måtte sidde drivvåd til middagsselskaber, gemt mig i kroge/krøbet langs væggene til fester, fordi jeg ikke har kunne overskue, at folk skulle komme hen og tale (!!!) til mig (uhhhhyggeligt for Gitte anno 2006 - i dag no problemo 99% af tiden). Men pointen er, at jeg var der. Jeg sad til middagsselskabet i en våd polyestersag og jeg blev til sidst fanget i et hjørne til festen, så jeg var nødt til at snakke med folk. Ergo, jeg gemte mig ikke (altid) under dynen, selvom det (ALTID) var det, jeg havde allermest lyst til. Jeg gik til angreb på mine udfordringer. I forhold til det her med at finde større værdi i, hvordan andre vælger at leve deres liv end hvordan jeg gør, har jeg rykket mig milevidt. Jeg har indset, at jeg ikke gør tingene som mange af mine veninder gør dem, og at jeg er allerbedst, når jeg gør tingene på min måde. Men det har krævet mange tårer og vognlæs fyldt med selvbebrejdelse tømt ud over mig selv på daglig basis, før jeg kom dertil, og det er bestemt også noget jeg skal minde mig om om tit og ofte. For at minde mig selv om det, siger jeg noget i retning af: "Hey Le Git der. Du er awesome. A.W.E.S.O.M.E. Og hvis du fortsætte med at være dit awesomme selv, så skal det hele sgu nok gå".
Det jeg vil frem til er blot (og nu synes jeg faktisk, det jeg er lige ved at skrive, lyder en anelse banalt - men må dække mig ind med, at der er mange sandheder i det banale...), at man som menneske kan vælge mellem to tilgange til de personlige udfordringer, man er blevet udstyret med: A) lad dem tvinge dig ned i sølet og begrænse dig i dit liv eller B) tag kampen op mod dem (om og om igen), for når man kæmper imod og en dag står i den situation, at man fx kan finde ud af at snakke med mennesker til en fest uden at være ved at få et nervøst sammenbrud, så føles det helt fantastisk. Når det er sagt, så kan jeg godt høre, at jeg kom til at lyde noget mere "The Secret"-agtig end min intention var. Hele diskursen omkring, at vi som moderne mennesker har alle muligheder for at skabe vores egen lykke (og formue, og helbred og verdensfred, og...) ved at have en positiv tankegang, er jeg noget loren ved. Det jeg dog ikke er loren ved, er, hvor mega nice det føles (bemærk, hvordan jeg netop forsøgte at tage noget af det tunge af mine skriblerier ved at bruge 'ungt' slang - eller ihvertfald en parodi på samme), når man laver et kick flip for vildt (så gjorde jeg det sgu igen) i retning af ens personlige udfordringer. At man tør stå ved dem og sige til verden: "Goddaws, jeg er akavet engang imellem og har det også med nogle gange at tvivle på mig selv, men begge dele er noget, jeg kæmper mod indtil den dag, de for mig ikke er et problem længere". Det føles altså ret godt, for på den måde tager man ansvar for sit eget liv og lykke, og at gøre de to ting er noget, der klæder ethvert menneske.
Med dette fine udsagn lukker jeg filosofi-seminariet ned for i nat. Nat nat og tak fordi, du læste med helt hertil.
