Et pip om DR's Jobmatch.

Læste lige Kristian Madsens analyse af DR's Jobmatch program på politiken.dk, der kort fortalt er et realityshow hvor ledige kæmper om tre stillinger - en hos Toms Chokolade, en hos Aller Press og en hos Grundfos. Jeg har set lidt af showet, men må indrømme, det meget hurtigt gav mig en dårlig smag i munden, så fik hurtigt zappet over på et andet intetsigende program. Fik dog set tilstrækkeligt til at sige, at Kristian Madsens analyse af showet er ret interessant. Især denne pointe er spot on: 

"For i ’Jobmatch’ handler det ikke om ’samfundet’. Samfundet er en dårlig undskyldning for din egen utilstrækkelighed. Har du været åben og positiv nok? Har du fulgt tipsene fra programmets netværkscoach? Spillede du din rolle rigtigt, da vi skulle flytte kopper i samarbejdsøvelsen?

Ledighed er i ’Jobmatch’s prisme ikke et fælles problem, men et individuelt problem. Derfor nytter det heller ikke noget at lede efter svaret for de 160.000 ledige i den politiske eller samfundsøkonomiske sfære."

Den er spot on både i forhold til programmet, men også i forhold til, hvordan man (læs: Le Git) kan føle sig i sin (ikke længere helt så-)nye identitet som ledig. Jeg er rigtig god til at kritisere mig selv for ikke at være proaktiv nok, bruge mit netværk tilstrækkeligt, søge tilstrækkeligt mange stillinger uopfordret, tage på ALLE kurser, der tilbydes i min a-kassen, tvinge a-kassens coach til at vende endnu en problemstilling, tigge og bede om mere uddannelse selvom min seks-ugers-selvvalgt er brugt osv. osv. Og faktum er, at jeg ikke gør nok! Når det gælder jobsøgning kan man altid gøre mere, for du er først en succes, når du har scoret jobbet. At være i den tilstand kan bedst beskrives som, at jeg jagter et tog, der kører hurtigere og hurtigere mens mine slappe stænger hjuler derudaf for at indhente det. Men de bukker ofte under og jeg snubler konstant, for Le Gits stænger er ikke lavet til at jagte sådanne nogle tog...

Når venner og bekendte velmenende siger 'det ER også svært at få et job sådan som markedet er i dag' hører jeg kun 'du gør åbenbart ikke nok, for det er jo lige præcist dig, der ikke kan få et job'.  Jeg ved godt, det ikke er de, der bliver sagt, men det er det eneste, jeg hører. Min pointe er, at på trods af, at jeg er et relativt fornuftigt og vidende menneske, så tog jeg ret hurtigt ovenstående diskurs på mig: det er dig selv, der er skyld i, at du ikke kan få et job. For en gangs skyld er: 'det ikke saaaaaamfundets skyld'. 

Den diskurs/selvopfattelse er svær at slippe af med - især når det så fint holdes i live af programmer som Jobmatch.