at hygge med verdens sjoveste, klogeste og mærkeligste lille menneske. Hun hedder niece-Liva og elsker bistro-dug-sengetøj, knækker sammen af grin, når hun ser planter blive kørt rundt i indkøbsvogne, og så siger hun virkelig tit Mensa-agtigt kloge ting såsom "mor har græs på tissekonen". Og så ELSKER hun at pille bussemænd og vise dem til alle, der vil se dem. Og I kan tro moster vil se dem! Her har vi to helt sikkert en fælles passion.
Tror faktisk fingeren er på vej op i den lille fedtede hule på billedet her:
Det modsatte af førnævnte lykke er at få opkald fra et nummer, man ikke kender, tage telefonen med hjertet siddende helt oppe i halsen, pulsen på max speed og forventningen om, at der i den anden ende lyder en kvindestemme, som ringer for at kalde en til drømmejob-jobsamtale...og så høre røsten af 20-something Mathias, der gerne lige vil fortælle mig om alt det forfærdelige, der foregår i Afrika. Der røg alt energi altså ud af den for tiden ekstremt selvoptagede og egoistiske Le Git, og jeg fik meget hurtigt (og måske en aaaanelse uhøfligt, hvis altså "jeg ved godt, hvad du vil til at sige, og jeg må være ærlig at sige: jeg OOORKER ikke at høre det" kan betegnes som uhøfligt? Ufølsomt bestemt. Vise mangel på empati for Afrika? Så afgjort. Men uhøfligt??? Jeg ved det sgu ik') stoppet Mathias' dialog før han rigtigt kom i gang. Tror faktisk Mathias fandt Le Git uhøflig, for han lød mere end en anelse spids, da han "takkede for min tid". Men jeg er kold - jeg har mit på det rene overfor Afrika, og jeg vil ikke lade spidse Mathias give mig dårlig samvittighed. Nahaj.
Er jeg en Afrika-kold-røv?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar