Pssst kom tættere på. Jeg har noget, jeg vil fortælle.

Finanskrisen er stadig det nye sort. Og jeg har embracet den ethundredeprocent. Hvis I troede jeg var med på beatet back in the days, så kan I godt smut' hjem og vug'. Med andre ord: der er en ny Krise-Git i byen og hun rocker for vildt! OG hun har ikke andet end et skuldertræk og lettere nedladende smil tilovers for den gamle KG (slang for Krise-Git), for MY GOD, hvor havde hun det bare som blommen i et æg med sine 0-kroner-i-indkomst-ulønnet-praktik-slash-specialeskriver-bor-på-12m2-i-nordvest-identitet. Indrømmet: nutids-KG kan betale (de fleste) regninger, og det er fedt. Sådan rigtig fedt. Men nutids-KG betaler dem med sine dagpenge (og dermed også en lillesmule med sin selvagtelse). Yes, kære læser du læste rigtigt. Ordene der netop blev registreret af dine øjne OG hjerne er sande. Le Git er det, man kalder: 

jobsøgende! 

OH THE HORROR. OH THE HUMANITY, hører jeg dig hviske. 

Men du skal ikke hviske for mig, Argentina. For på trods af, at det er en lillesmule irriterende at være Elite Cand.Mag. Cum Laude og have afsluttet studiet med et 12-tal (JA SGU! 12. TOOOOLV! Jeg er indbegrebet af sejhed!), så griber jeg det her med at være jobsøgende an med kampgejst, positivitet samt aggressivitet-på-den-tænderflashende-og-lettere-snerrende-måde. Le Git er jo nemlig en "glasset-er-halvt-fuldt-kind-of-a-gal". For det meste ihvertfald. Hvad der foregår, når jeg er alene i et rum med min selvtvivl, en rulle toiletpapir og fem fake Magnum-is, vil jeg naturligvis også gerne berette om og dokumentere med vlog og billeder. Sig endeligt til. Ja, sig til hvis I vil se en voksen kvinde på 185 cm krølle helt sammen i ansigtet af gråd SAMTIDIGT med hun kværner de der fem fake Magnums. I DARE YOU TO!

SÅ glad så jeg ud på specialeeksamensdagen.
Smilet er ikke helt så kækt længere...

Uhlalala så blev tonen lidt ubehagelig. Det var ikke meningen - kun lidt. Der er en pointe med mine ord-udgydelser, og jeg nærmer mig den. Nuvel, vejene dertil er lidt kringlede, men tror det, jeg gerne vil kommunikere, er disse vise ord:

At være jobsøgende er træls.

At køre nazi-positivtets-trip på sig selv (og andre for den sags skyld) er endnu mere træls. Det er tilladt at græde og brøle og spise Magnums. Om de er fake eller the real deal er underordnet. De har nemlig samme effekt: kværner du tilstrækkeligt mange, kommer du til at hade dig selv så meget, at du tager dig sammen. For nogen kræver det fem Magnums. For andre et par (1000-) stykker. Some die while trying. Sandsynligvis af tilstoppet-arterie-relaterede-sygdomme...Men det var et sidespor. PARDON.

At finde dit fighterinstinkt frem og hver dag kæmpe for, at lige præcis den dag bli'r sjov og udfordrende er den største gave, du kan give dig selv ("Jamen goddaw selvhjælps-Le Git", tænker du så. Og så vil jeg da også sige "goddaw" til dig og tak fordi, du gider læse mine inderste, dybeste tanker).

Jeg har været hele møllen igennem. Især det der nazi-positivitets-trip, har jeg dyrket rigtig godt og grundigt. Men på pseudo-måden. Jeg har været forhippet på, at jeg SKULLE klare det at være jobsøgende uden at miste min livsglæde. For den har jeg prøvet at miste. Den røg lige præcist på det tidspunkt, jeg mistede min far til kræft. I er helt sikkert nogle stykker der ved, hvordan et liv uden livsglæde er: NOT FUN!, right?!? I min stay-positive-forhippethed var der bare ikke plads til brøl og Magnum - til lige hurtigt igen at mærke, hvordan det er at ramme bunden. Beslutte sig for, at det der ramme-bunden-pjat det gider jeg satme ik. Og så i stedet vælge at blive gaaal og kæmpe. Grrr. Det var pseudo, for var/er træt af at gå ledig, men gav ikke mig selv lov til at være det, for VILLE ikke være ked af det. Heldigvis var der nogle Magnum i fryseren den anden dag. Så blev lige tvunget til at tage et dyk. Lige ned og lugte lidt til lorten, konstatere at den stinker og ser ganske uappetittelig ud og så op igen: som fugl Fønix af asken klar til (endnu engang) at gå i kødet på situationen som jobsøgende og gøre noget ved den SAMTIDIG med, at jeg nyder hver eneste dag af livet som jobsøgende. Bum. Det var Le Git på Le Raw-måden. Fyldt med billedesprog og floskler. Men jeg tror, I forstår budskabet. Gør I ik'?

Når alle disse ord nu har forladt mig, er det tid til at følge op på dem med noget handling [indsæt trommehvirvel]. Jeg har jo før med STOR succes udfordret mig selv her på bloggen, og nu er det tid til, at jeg gør det igen. Derfor vil I det næste, forhåbentligt korte, stykke tid her på bloggen - ja du læste rigtigt: lige her på go'e gamle gitting...- kunne følge med i, hvordan jeg hver uge tager nye metoder i brug i jagten på et job. Jeg bør måske opstille nogle dogmer, men det ved jeg ikke helt om, jeg gider. Ihvertfald slet ikke nu, for jeg er træt og bagsiden af mine tænder er fyldt med belægning: ergo sengen og tandbørsten kalder. Ikke nødvendigvis i den rækkefølge. 

Tak fordi du gad læse med helt hertil. Det var noget tungt shizzle jeg hev op i i dag, men jeg tror, du kan klare det. Og jeg ved, det vil gøre Le Git godt.

Nat nat.