Så for satan.

Heeeej allesammen. Så er jeg tilbage. Yikes yes. Den er go' nok. Klokken er 00.21 den 12/11/12 og jeg ved ikke om det er alle de 1 og 2-taller, der gør det ved mig eller om der er fuldmåne i aften, men fik sgu lyst til at blogge. Ja, jeg gjorde så. Eller lyst og lyst, det er jo som vi ofte før har diskuteret her på bloggen ikke nødvendigvis lysten, der driver Le Gits blog-mesterværk. Neeeej, det er nok nærmere en mild grad af personlighedsforstyrrelse.

Anyways, jeg er tilbage og det er påtrods af, at jeg for ca. en måned og to dage siden ytrede følgende ord til Lindaw:

"Mmmhhh Mjnnnaaj, jeg kommer aldrig til blogge på gitting... igen. Jeg har det lidt sådan, at gitting... hører en anden tid og en anden person til - jeg er bare ikke den person længere, du ved...blablabla: indsæt fem minuttters Le Git monolog om personlig udvikling, om at være et nyt sted i livet og ikke længere at kunne identificere sig med gitting...blablabla....gaaaaab..."[efter 3.32 stoppede jeg kortvarigt op for at hiiiiiiive luft ind til Le Grand Finale som lød nogenlunde sådan her]: 

"eeeeeej OKAY jeg ved ikke, om jeg kommer til at blogge igen. MEN hvis jeg gør bli'r det med et heeeeelt andet perspektiv. Ikke selvoptaget som gitting... var det, ikke så fokuseret på at iscenesætte mig selv som værende "sjaaaw", MEGET mere inkluderende og helt sikkert noget, som kunne være relevant i forhold til mit såkaldte "professionelle liv [indsæt: YAWN!]"

Og så var det vendekåben, som er en af min stærkeste karaktertræk, fik fat i mig. Og der skete det forunderlige, at jeg her i nat alligevel fik lyst til gitting...En (selv-)kærlighed som denne er ikke lige så'n at slukke. Og det må I, kære læsere, så lide under. Om gitting...ændrer sig er nok højest tvivlsomt. Le Git-kraften i mig er som bekendt meget stærk og efter at have været gemt væk i umenneskeligt lang tid er den vild efter at blive sat fri. Ergo, I kan se frem til en helveds masse MIG MIG MIG.

juhu-ish.