Who am I?

Der er gået rent eksistentialisme i den chez Le Git i dag. Sidder med en kop te og kigger ud af vinduet og filosoferer lidt over et af livets store spørgsmål: hvem er jeg? Jeg prøver virkeligt at connecte med mine følelser, grave dybt i min sjæl, ransage min hjerne for at få et svar. Men der er jo ikke noget svar, for jeg er tilsynladende flere personer all at once. Nu skal I høre, hvad der startede dette filosofi-trip i min hjerne. 

For en måned siden kom min landlord på visit for at hente husleje. Jeg var i bad, da han kom, så han ventede (vist af høflighed) et par minutter før han kom op til min dør og bankede på. Jeg stod og føntørrede mit hår, da jeg uden for min dør hørte en spæd inderstemme sige "Greta, Greta are you ready to pay the rent?". "That's odd", tænkte jeg et splitsekund, "her bor da ingen, der hedder Greta", og så gik det op for mig, at det var mig, der var Greta, og jeg løb hen til døren, åbnede den storsmilende og sagde" Hiii Navin, yes I have the rent right here". Jeg nævnte ikke så meget som en gang, at mit navn rent faktisk er Gitte, og hvis han skulle kalde mig noget andet end det, måtte det meget gerne være Le Git eller Stanka. "Well", tænker du nok, "det kan da være skideligemeget, hvad landlorden kalder dig, du ser ham jo kun en gang om måneden". "Ja", vil jeg svare til det, "det er meget sandt, men nu skal du bare høre, why I care". Landlorden Navin hængte nemlig for et par uger siden en seddel op med utilitiesbeløb vi hver især i huset skulle betale. Og han havde skrevet Greta. "Ålerejer, big deal", tænker du. "Jaaaaa! Big deal, svarer jeg", for nu er mine roomies (som nærmest er umulige at få i snak, ligemeget hvor meget energi jeg bruger på at stalke dem med spørgsmål) også begyndt at kalde mig Greta (når de en sjælden gang imellem tager sig tid til at snakke med den her Dane). Så jeg er altså Greta nu. Bum bum. Det er ikke første gang, jeg er havnet i den situation. Da jeg arbejdede i kiosken i Føtex var der også en pige, som konsekvent kaldte mig Rikke. Hele tiden Rikke. "Rikke - hvad er prisen på en pakke gule Kings?" "32,50", ville jeg svare. "Rikke - fortæl mig lidt om dig selv, hvad studerer du". "Jo, nu skal du høre, jeg studerer religionsvidenskab, har en kæreste, der hedder Martin og jeg bor i Ø-gaderne blablabla", svarede jeg. Det' sgu da ikke normalt. Det normale ville da være at sige: "Hey søsterløgsovs, jeg hedder altså Gitte, hvilket ikke er raketvidenskab at regne ud eftersom alle andre her i Føtex kalder mig det OG det står på mit navneskilt"...men det sagde jeg bare aldrig. Blev sgu for flov og som tiden gik blev det bare mere og mere flovt (for mig?!?), at jeg ikke dengang i tidernes morges havde sagt "æhhh, ikke Rikke - GITTE". Men det gjorde jeg ikke. HELDIGVIS stoppede Rikke-døberen efter kort tid. Så kunne jeg gå tilbage til bare at være Gitte. 

Men det er jo ikke så nemt, når alle man bor med kalder en Greta. Hvad gør man så? Flytter? Hænger et skilt på døren hvor der står "Here lives GITTE not GRETA"? Dunno. Er der nogen der vil give mig et svar. Hvad gør man, når man er ikke er sig selv?

Her er beviset på min nye identitet:

Nå men indtil jeg får knækket den nød, kan I bare kalde mig Greta. Eller...kald mig, hvad I har lyst til - jeg lystrer tilsyneladende alt.